Indstil en kandidat til Årets Fund hos DIF

De ti først-rangerede kandidater får minimum 5.000 kroner. Kr. 100.000 til prisvinderen.

DIF, Team Danmark og Politiken inviterer jer hermed endnu engang til at indstille kandidater til kåringen af Årets Fund. Det er prisen, der hylder den store talentmasse i dansk idræt.
Derfor håber vi, at I vil kastet blikket tilbage over det seneste år og pege på den unge atlet eller det hold, der i løbet af 2017 har vist potentialet til en karriere på topniveau.

Det er 78. gang, Årets Fund bliver kåret. Prisen har tradition for at rette opmærksomhed unge atleter, der siden ender med at repræsentere Danmark på idrættens største internationale scener – tænk bare på, hvad eksempelvis Caroline Wozniacki (Årets Fund 2014) og Viktor Axelsen (Årets Fund 2010) har præsteret i år.

Sidste frist for indstilling er torsdag 30. november kl. 12 via dette link.

Som tidligere vil der sikkert også i år være spørgsmål og overvejelser i forbindelse med indstillingerne. Politikens sportsredaktør, Søren-Mikael Hansen, hjælper gerne ved et opkald til 40 43 22 42, hvis svarene på ofte stillede spørgsmål herunder ikke rækker.

HVAD ER DER I DET FOR FORBUNDET?
Politiken laver interview med og præsentation af alle 10 nominerede i den årlige kåring (se eksempler herunder). Således får den enkelte idræt og naturligvis atleterne en eksponering af talentudvikling, der ellers kan være vanskelig at synliggøre.

HVAD ER DER I DET FOR ATLETERNE?
De 10 nominerede får – ofte for første gang – kontakt med et landsdækkende medie under ’nænsomme’ vilkår og får eksponeret deres drømme, vilkår og potentiale. Desuden bliver alle 10 nominerede inviteret til en festlig aften i Politikens Hus i forbindelse med kåringen, hvor Årets Fund modtager 100.000 kroner og de øvrige nominerede fra 15.000 til 5.000 kroner afhængig af placering i kåringen.

HVORDAN FOREGÅR KÅRINGEN?
Alle specialforbund i DIF er inviteret til at indstille kandidater til Årets Fund. En komité sammensat af DIF, Team Danmark og Politiken nominerer 10 af kandidaterne til kåringen og rangerer dem fra nr. 1 til 10, der alle inviteres til hyldest i Politikens Hus.

HVEM KAN INDSTILLES?
Som grundregel kan hvert forbund kun indstille én kandidat / ét hold med mindre helt særlige forhold gør sig gældende. Der er som udgangspunkt ingen aldersgrænser for, hvem der kan indstilles. Det er sjældent, at atleter under 14-15 og over 23 år er i betragtning, men det er ikke udelukket.

HVAD SKAL ATLETERNE HAVE PRÆSTERET FOR AT KOMME I BETRAGTNING?
Idrætterne er så forskellige, at det er umuligt at arbejde med en facitliste. Nominering og kåring beror derfor på komiteens vurdering af de enkelte indstillinger. Et gennembrud i form af fremgang, gode præstationer ved såvel nationale som internationale mesterskaber og potentiale for fortsat udvikling er de vigtigste faktorer i vurderingen.

ER DET IKKE EN GOD IDÉ AT ’GEMME’ EN KANDIDAT I FORVENTNING OM ET STORT RESULTAT?
Måske. Gode resultater flere år i træk kan selvfølgelig understrege et stort potentiale, men risikoen er, at opfattelsen af et gennembrud går tabt og atleten bliver et etableret navn. Det er selvsagt kun godt, men så er muligheden for at blive kåret til Årets Fund gået tabt. Det er gennembruddet, der bliver belønnet i denne sammenhæng.

HVORFOR ER DET DE SAMME FORBUND, DER FÅR ATLETER NOMINERET HVERT ÅR?
Det er det faktisk heller ikke. Ved de seneste 10 års kåringer har atleter fra 30 forbund været nomineret og dermed hyldet og præmieret: Atletik, badminton, baseball, basketball, boksning, bordtennis, bueskydning, curling, fodbold, fægtning, golf, gymnastik, handikapidræt, håndbold, ishockey, judo, kano & kajak, karate, motorsport, orientering, roning, sejlsport, skisport, skydning, sportsdans, svømning, taekwondo, triatlon og vandski.

Er der yderligere spørgsmål, står Søren-Mikael Hansen som nævnt til rådighed.
Forhåbentlig modtager komiteen en indstilling fra dit forbund.

PRÆSENTATION AF DE NOMINEREDE TIL ÅRETS FUND 2016
Atletik, Anne Emilie Møller
Badminton, Anders Antonsen
Cykling, Niklas Larsen
Fodbold, Kasper Dolberg
Handikapidræt, Sophie Walløe
Håndbold, U20-landsholdet
Kajak, Mette Majbom Gravesen
Karate, Katrine Lionett Pedersen
Roning, Frida Sanggaard Nielsen og Ida Birkjær Petersen
Sportsdans, Sandra Overballe Pedersen og Eugen Miu

2017-12-05T12:06:59+00:00